Det er muligt at have bibeskæftigelse, hvis det ikke går ud over dit arbejde i DR, og der ikke herved kan rejses tvivl om DR`s integritet, troværdighed og uafhængighed.
Du skal derfor være uafhængig af personlige og økonomiske interesser i forhold til det arbejde, du udfører i DR, og der må heller ikke på anden vis være interessekonflikter, uanset om der er tale om lønnet eller ulønnet bibeskæftigelse.
I overenskomsten er det fastsat, at ”du kan have bibeskæftigelse uden for DR, hvis det er foreneligt med reglerne om bijob i DR´s etiske retningslinjer. I tvivlstilfælde skal du skriftligt indhente tilladelse fra din chef.”
Retningslinjerne skal tilgodese to overordnede hensyn:
At DR er en troværdig og uafhængig udbyder af public service.
At DR’ as medarbejdere ikke bringer sig i konflikt med hensyn nr. 1.
Som medarbejder kan det være svært at vurdere, hvornår bibeskæftigelse er uforeneligt med arbejdet, da det ofte vil bero på en konkret vurdering af bibeskæftigelsens karakter sammenholdt med din funktion i DR og dine aktuelle arbejdsopgaver.
En overtrædelse af reglerne om bibeskæftigelse kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser, hvis der er tale om et grovere tilfælde. Det beror på en konkret vurdering, herunder om det er en gentagende, bevidst eller forsætlig overtrædelse.
Se desuden: DR-regler